Í “Indberetninger fra en reise i Færøe 1781 og 1782 skrivar føroyski vísindamaðurin Jens Chr. Svabo áhugaverda grein undir heitinum “Om fiskeriets hindringer.” Hon verður niðanfyri endurgivin, júst sum hon er skrivað í bókini.
De Hindringer, som, for nærværende Tid, i sær ligge i Vejen for det færøeske Fiskerie, ere:
· Sejlets, Aarens og Kjadlens Ufuldkommenhed (see S.288, 309,367).
· At man med smaa Kroge, som man længe har brugt tilligemed // de store, opfisker paa Medene Yngelen (à krøkja up Aatti) som kunde være Føde for Torsk og andre Fiske.
Jeg nødsages til at erindre i denne Henseende det samme som Indbyggerne paa Oleron (a), en Øe paa Vest-Siden af Frankrig, fordum tænkte, at Oceanet selv, endog kunde udtømmes for Fisk, om man ikke, endog dermed holdte en Slags Ekonomie. Jeg forbigaaer de Forsigtigheds Regler, hvorved de fornuftigste Statsmænd iblandt oplyste Folk have stræbt at betrygge deres // Nation varige Rigdomme af de Have, der omskylle dens Kyster, ved at frelse Ynglen, og kun fange de voxne Fiske, og det formedelst bestemte Maskers Brug.
I de engelske Parlements Acter findes slige Bestemmelser for mange Arter af Fiske og tillige høj Straf for den, der sælger dem under deres fulde Væxt.
Saavit ere disse Øer ikke komme, at man kunde tænke paa denne Politiks Anvendelse.
· Naar man legger et Meed, som man kalder det, og finder Fisk der, driver Strømmen Baaden strax af Medet, og saa længe man // endnu fisker, skeer det ofte at man ikke roer til Medet igjen, som man burde. Fisken følger, enten saa de paa Fiskekrogen hængende Agn eller den udkastede Sloe forlokker den, bringes derved af Medet, og rejser da enten reent af, eller vandrer hen til et andet, som Indbyggerne endnu enten ikke kjende, eller ikke falde paa at søge.
· Naar man søger et Meed, mens Strømmen er paa det stærkeste, bider Fisken oftest vel, men da har man erfaret, at der fiskes lidet eller intet, naar Strømmen sagtes. Denne Misbrug // kaldes at brodda.
· Man kunde legge hertil at Medenes Mærker sjelden eller aldrig ere optegnede. Det er altsaa en lang Erfaring allene, der nogenledes afhjelper denne Mangel.
Formedelst den store Uvished bør det færøeske Fiskerie mere ansees for et Huusholdnings end Handels Fiskerie (See Export Tabellen under Art. om Handelen). Det bliver altid en Sandhed at da Bønder i Færøe, eller de, som have Jordbrug, stort eller lidet, eller og ere Bønamenn: Fattige jordløse Mænd, // der antages for Betaling til at forrette alt Ude-Arbejde hos en Bonde, tillige ere Fiskere; og da Jordbruget, aldrig er saa misligt, som Fskeriet; Saa bør samme altid være Landbruget subordineret.
Vinterfiskeriet, staaer i sær i Sammenhæng med Hose-Arbejdet, thi har Bonden Uld nok, forarbejder han heller den end søger Havet i det uvisseste Haab; derimod forsøger han det heller, naar Ulden mangler.
Vist nok vilde Jordbruget og Fiskeriet drives til større Fuldkommenhed, om Bonden // ikke var Fisker, og Fiskeren ikke Bonde, men Færøes nærværende Folke-Mangel, synes vist ikke at tillade, at disse Næringer bleve adskilte.